pisten af den indgivne Forestilning. Fortrydelse og Misundelse over de Fordele, en Officier har erholdt ved at faae den Gaard, han efter Rescr. skulde have, ere vist de eneste Grunde til Klagen, og mig er ikke noget Tilfælde her i Stiftet bekjendt, hvor der var Anledning til Klage over Uretfærdighed; dog bør jeg ikke lade uanmærket, at mange Beneficiarii, der har lokket Bonden at tage imod en Gaard og betale den dyrt, ikke har handlet efter Billighed og Menneskelighedens Regler ... men Lovene, der ere egentlig kun bestemte til at straffe Uretfærdighed, kan ikke ramme den, der ikke føler Medlidenhed. Hvad Concipisten vil sige om mig, naar han taler om at jeg lover Bonden vel, men lader hans Ret svække m. v., forstaar jeg ikke. Hvi skulde vel jeg giøre mere Paastand end alle andre Embedsmænd i Landet, at alle vare fornøiede med mine Foranstaltninger? ingen skulde troe, at have at klage over mig? Men opfordre tør jeg hver Bonde i mit Amt, om han nogensinde har forgjeves søgt den Understøttelse, han kunde gjøre Fordring paa, og jeg var efter mit Embede i Stand at lade ham nyde. Upassende vilde det vist være at beraabe mig paa en Uegennyttighed, og Beskaffenhed, som man bør formode enhver Embedsmand udviser – og hvorimod den anonyme Forfatter – i en ond Lune maaskee – har villet gjøre et lidet Angreb.
Moltke.
