land (at) besøge min Søster, jeg ønsker intet andet end Betryggelse i min Post og at jeg maa søge at gjøre mig min Lykke værdig. O elskede Bülow, bidrag dertil og lad ikke Avind opvækkes ved min Komme og sige høit: „lad en anden maaskee værdigere saa hans Post.“ Dog jeg stoler paa din Godhed, Bülow, paa din Fasthed, paa din Retskaffenhed.
Jeg tænker at reise sidst i denne eller Begyndelsen af næste Maaned. Kan jeg haabe den Glæde at omfavne i Dig den bestandige Ven. O det var Fornærmelse at tvivle derpaa. Gid jeg kuns havde Fuldkommenheder, som gjorde mig dit Venskab værdig.
Borthig vil reise. Jeg slutter med Forsikringen om mit taknemmelighedsfulde Venskab for Dig, som jeg elsker saa høit.
Moltke.
Kragerup 6 Juni 1792.
Jeg svæver i en Uvished, som er dræbende. Man siger – som den Almægtige vilde forbyde – at jeg skulde forlade min Plads, paa (det) at G .. kunde som Statholder sove rolig. O Bülow, naar man i 12 Aar har tjent i et Land og tjent med saa megen Fornøielse, efterladt saa mange Venner, samlet Kundskaber, som blive andensteds unyttige, dog ikke et Ord derom mere. Lad mig snart blive mundtlig forvisset om at Du ynder din til Døden opofrede
Moltke.
