Christiania den 21 April 1792.
Da jeg ikke tvivler paa, at Du har faaet og faaer de sikreste Efterretninger, om hvad i Sverrig passerer, saa troer jeg ikke, at det var passende engang at bryde Dig med Gjentagelser, der tager Dig din Tid og indeholde intet nyt af Vigtighed. Naar de første Indtryk, som det Passerte gjør paa Mennesket, ere forsvundne og man med kold Blod overveier Tingenes Sammenhæng, hvor forskjellige blive da ikke vores Domme over samme. Dog et Brevs Grændser ere for snevre til at meddele de Anmærkninger, man i disse Øieblik foranlediges at gjøre. Intet kan man med større Vished paastaae, end at vi henhøre til de meest lykkelige Nationer i Europa, og at vi med ingen kunde for at leve fri, vel og lykkelig bytte. Dog det, som endnu mere individuel interesserer mig, det er at see Dig lykkelig, rolig og nyde i Dig den dydige og faste Mands vedvarende Venskab, paa det alene vil jeg være stolt, og at fortjene det min første Attraa.
At see Overhovmesteren, der stedse var min Velgjører, inden han døer, og hans trøstesløse Kone, husker jeg meget, men førend sidst i Mai lader det sig ikke gjøre og maaskee ikke førend i Juni, daler Herskabet vel reist til Slesvig, og til Campement; ved at vælge saadan Tid viser jeg, at det ikke er for at molestere Hoffet, at søge Forandring, men af ganske andre Aarsager jeg attraaer at see mit Fædreneland. Kuns
