kjære Bülow, torde jeg følge min egen Attraa, jeg skrev Dig hver Postdag til.
Hvad gav jeg ikke for den Lykke at kunne nøiagtigen underrettes om din Stilning, om der er Intriger mod Dig, om dit Forhold med Prinsen av Hessen; thi ingen kan elske og agte Dig høiere end jeg, men den lange Afstand, Forskjelligheden i vores Interesse, da Du er ved Hoffet – og jeg bag Fjeldene, alt dette kand ikke gjøre Dig min Correspondance angenem. Disse smaa Details opsluges af de store Begivenheder, som Du hver Dag hører og er Vidne til. Det er som Dukkeleg, der beskjeftiger os mod – Livets vigtigste Scener, der sætte Europa i Bevægelse.
Har Du nogen Tid seet en indbildt Favorit, som iler til Provincerne for at lyve Folk Halsen fuld, saadan en har vi her til vor store Fortræd, vi høre om intet, end hvad han har giort og kunde have giort, han har skabt Prester og Majorer, Etatsraader etc., det er hemmelig. Dog nok herom. Europa vil ikke lide derved. Den unge Collett, en rask fyrig Mand, er pludselig død.
Colbjørnsen, intim Ven af Anker, er det ikke mere af mig, og det lader sig endog tilsyne i Embeds Sager.
Din troe
Moltke.
