Venskab og Ædelmodighed Sagen er ikke af den Natur, at jeg tør beraabe mig paa sammes strengeste Undersøgelse. Du slipper ikke saa let i Dag. Der staaer endnu en Sag aaben for din Domstol. Av dit kiere Brev seer jeg, at Du er av de Tanker, jeg har giort vel meget av G. Cons. Martineau, og Grev Bernstorf skriver mig, at jeg slet ikke burde ved Brev have svart ham. Jeg vidste meget vel beste Ven, at en Consul slet ikke har med Politiquen at bestille, og at han ikke bør gaae udenfor Handelens Grændser, men her ere mine Grunde, hvorefter jeg i dette Tilfælde bestemte mig. 1. Kongen av Sverrig havde sendt Ritmester Adlersparre som Coureer for at underrettes om, hvad vi foretog os; strax efter hans Komme, skriver Mart. mig Brevet; at feie ham ganske kort av med mundtlig Svar, syntes mig upassende, da det var, som man frygtede at give ham en tør og alvorlig Explication; jeg troede det maatte være mere uangenemt for Mart. skriftlig at blive henviist til sit Handels-Contoir end mundtligt, hvor han kunde bilde Folk ind, at jeg havde sagt ganske noget andet, end som virkelig skeet var. 2. Jeg troede, at naar han ikke havde faaet skriftlig Beskeed, saa kunde ogsaa dette Forhold være bleven urigtigen fortolket av Kongen av Sverrig, som jeg vidste fik Brevet at see.
Slutningen av mit Brev skulde sigte til den virksomme Andeel, Danmark i den senere Tid havde taget i Fredsunderhandlinger og til de herlige Noter, som Grev Bernstorf i den Henseende gav, hvorved Europa blev befriet for Krigens Ud-
