sædelig og fornøielig til, Torsdagen forlod M. os og han begjærede et Pas til Strømstad, som han fik av mig og forsikrede at have amusert sig vel, som han ogsaa giorde, paa hans Frygt nær, som Selskabet dog ikke i nogen Henseende gav Anledning til. Forudsat, at Du nu tror din Ven, tror, at han uforbeholdent har sagt Sandhed, hvad dømmer Du da selv om dem, der har udspredt saa infame Efterretninger for at sværte mig paa saa fiin og lumsk Maade – men tillige saaledes, at jeg aldri kan være sikker for de Folkes Angreb, som paa saa nedrig en Maneer uden Anledning engang har og i Fremtiden vil skade mig; maaskee, at Du er saa ædel og troer din Ven, at han nu har fortalt og bigtet rigtig, men troer Kr. Pr. det? De staae altid i den Tanke, – ja noget maae dog være sandt – og ved den Almægtige! er alting usandt! Du kiender dog Haxthausen som en sindig og betænksom Mand og Wessel som en mere huul end letsindig, Mansbach som i en Alder, hvor man dog ikke giør saadanne Streger, og Du troer dog vel, beste Bülow, at jeg ikke tillader mig Ubesindigheder av saadan Importance og Følger; dog nok herom – nogle Stød endnu af infame Delateurs, som misunde min Lykke og – min Ven Bülow maae – kand ikke andet end maae forlade mig. Du maae, jeg tilstaaer det, være kied af denne Apologie; gid Du kuns følte Dig overbeviist og frikjendte mig, men det kand Du neppe; en Dommer maa jo have enten Beviser eller Vidner at gaae efter; Du har kun min egen Forklaring – Dog jeg maa overlade mig til dit
