Christiania den 22 Oct. 1791.
Dit Brev, ædleste, bedste Ven, som jeg med sidste Post modtog, forvoldte mig den største Glæde, thi dit Venskab, som Du forvisser mig om, anseer jeg som det største Gode, men Du begriber vel ogsaa, at dette selvsamme Brev har giort mig overmaade urolig; det er naturlig i samme Forhold som vi sætte Priis paa noget, voxer ogsaa vor Frygt at forlise det – og om alt i Verden vilde jeg ikke see Skaar i den gode Tanke, i den Yndest og det Venskab, Du giør mig lykkelig ved: dette siger jeg og vilde sige, i hvad Stilling, Forsynet endog havde sat Dig. Dog til Sagen selv, Du gjetter let, at jeg hermed sigter til den Deel af dit kjære Brev, hvor Du med saa meget sand Venskab anfortroer mig hvad som Du har hørt om vort Møde i Moss, om Martineau sammesteds, om Uforsigtigheden, der skal være begaaet med videre. Jeg har ved denne Leilighed erfaret den Sandhed, at det ikke er nok at være uskyldig for med philosophisk Koldsindighed at gaa slige Mistanker imøde, hvad maatte, tænkte jeg ved at læse det, hvad maatte Bülow og Kr. Pr. og Grev Bernstorf troe om mig, naar det ringeste derav er sandt og dette troe de dog! De maae jo troe, at jeg er idetmindste det ubesindigste Menneske, og Ubesindighed i mit Embede er en styg Feil, og maa ikke den Ven, der har hidtil undt mig sin Agtelse og Godhed føle Ringeagtelse og det slemme Ordsprog: semper aliquid haeret
