Jeg stræber saa meget som mueligt at arbeide saaledes
og være saa vaersom tillige, at ikke Misundere, ja Fiender
skal opvække Regieringens Fortrydelse over at have anbetroet
mig en saa vigtig Post – og jeg haaber med Guds Hjelp at
de ikke med Tiden vil finde mig samme saa meget uværdig.
Ynd stedse den av dine Venner, som agter Dig høyst og ved sande Dyder og retskafne Handlinger skal vinde Adgang til dit Venskab.
Din taknemlige troe
Moltke.
De 500 Ndl., ædle Ven, som Du vil være saa gunstig og forskaffe mig, er Du saa god og lever til min Neveu von der Mase, som har Ordre at give min Søster dem. Begge anbefaler jeg Dig ærbødigst.
Naar jeg ikke frygtede, at mine Breve faldt min Ven kjedsommelige – o saa fik Du hver Postdag, men nu da jeg maa have Hensyn til din Stilling, den korte Tid, der levnes Dig til Livets sande Glæder, det kiedsommelige, som Du saa tit maa føle midt i Nydelsen av Hoffets Herlighed; naar jeg tænker paa, hvor lidet lykkelig, Du i Grunden dog er, og hvor sielden Du finder en Ven, Du kan ganske anbetroe Dig til, naar jeg overveier alt det, saa synes det ubillig at bortrane
