jeg behøver Penge. Laane vil jeg ikke[1]. Jeg har – glem, at Du er Marchal – jeg har, som Du veed, en Dose, som Kr.pr. gav mig. Erindringen av denne Naade er mig hellig, men Nødvendigheden bryder de helligste Love; Kunde Du, som jeg veed, besørger Indkjøbet af slige Presens, kiøbe den og derved bringe mig for Øieblikket ud af en grumme Forlegenhed. Jeg veed nok, hvad andre vilde sige: „Men agter Du ikke høiere hvad, som kommer fra en saadan Herres Haand,“ men til ham vil jeg sige – Du er Hofmand -: „Skulde jeg derfor mindre ære, elske og tilbede min Regent, fordi jeg ikke har staaende i Skabet det, som han ved en: vis Leilighed – ifølge en coutume – har den Naade at bestemme mig.“ Jeg overlader Dig Sagen; jeg venter dine Raad og tilstaar selv, at til hver anden var det vist voveligt at gjøre slig Confidence.
Jeg er urolig, inden jeg faaer Svar. Min Søster sender Dig Tabatieren, og til hende vil Du være saa gunstig enten at levere den igien, eller hvad Du troer at kunne give for den.
Sønderriv dette Brev, men lad derfor ikke Venskabs Baand løsnes!
M.
Christiania den 30 April 1791.
Dit venskabsfulde Brev av 15de modtog jeg saa seent, at jeg ikke med sidste Post kunde svare det, og bevidne den Tak-
- ↑ Fr. Moltke laante imidlertid som Stiftamtmand af Bernt Anker 12000 Rdlr., som han aldrig tilbagebetalte (B. Moes Tidsskr. 1, 389).
