nemlighed, som jeg naturligviis maae føle derved. Vær, ædle Mand! overbeviist om min sande Ærefrygt for Dig, som i en saa slibrig Stilning, som den Du er i, veed at conservere en fast og uforandret Carakter – Du veed, hvor lidet man kand vente det i Almindelighed av Hoffets Beboere: – Gid du kuns ikke bliver fortrydelig over den Frihed, jeg har brugt at anbetroe Dig mine Anliggender! Du har hiulpen mig ud av en Forlegenhed, som forøger den Taknemlighed, jeg skylder Dig for dit Venskab.
Usigelig nysgierrige ere vi her paa Udfaldet av de Engelske Beslutninger; Du veed, hvormeget Interessen forbinder Normanden til den Nation: naturligviis ønsker man her, at Pitts despotiske Planer maatte tilintetgjøres; om saa meget mere undres man over dette, da man ikke har været vant til at høre av ham saadant Sprog. Her læser man med Deeltagelse og Fornøielse Grev Bernstorfs Declarationer; jeg finder, at vi spiller til første Gang efter lang Tid en ædel Roulle paa den store Skueplads, – dog Du maae kiedes over raisonnements fra Field Beboere, der ere saa lidet indviede i politiske Hemmeligheder.
Bernt Anker er kommen tilbage, overmaade fornøiet over hans Modtagelse; han giør et ganske fortryllende Portrait om vores tilbedte Kronprindsesse Marie, og det vilde være forgieves at give Dig idée om hans Beundring for hende; han er indtagen i Kronprintzen og taler med Henrykkelse om ham. Overhoved en saadan Tour, som den, han har giort, er meget
