Bifald er min eneste Ære, Trøst, Opmuntring – og herligste Belønning.
Jeg reiser naturligviis ikke, førend jeg er bleven ved Dig, min ædelmodige Ven, forvisset, at intet kand hindre det; i Aar bliver det desuden neppe.
Jeg er vist den hengivneste, taknemligste av alle dine Venner; med den uegennyttigste Venskab er jeg din
Moltke.
Min Søster, som nu reiser bringer Dig de saa længe omtalte smaa Vers, som Du har befalt. Impromptus har jeg allerede reven itu.
Jeg havde allerede sluttet mit Brev, da jeg efter mange Betænkeligheder, efter mange Scrupler, jeg gjorde mig, endelig tog den Beslutning at anbetroe Dig en Sag, som ligger mig paa Hiertet; det er vistnok en stærk Prøve, paa hvilken jeg sætter dit Venskab; men hvad er samme uden Tillid? Og dog troer jeg, men – ad rem! Min Economie har desværre aldri kunnet være saa god, som jeg ønskede det; med al den Umage, jeg giorde mig, stod jeg altid tilbage, det er nu mere end nogen Tid Tilfældet: min Huusholdning er saa indskrænket, jeg refuserer mig alt mueligt og har intet at bebreide mig, men Christiania er en – Afgrund! Av dette seer Du,
