bifaldes; imidlertid har Commissionen her faaet et Brev fra General Commissariats Commissionen, hvorudi man ikke ganske bifalder, at man i en Hast har søgt at indkiøbe, hvad Kornvare der kunde faaes. Vi troede at blive roest, men man siger det har forvoldt Opsigt – men kiere Ven! Hvorfor skal vi være saa roelige og see Kongen av Sverrig, som har alle sine Magaziner vel forsynet, preparere sig til tilig og sildig at udføre sine desseins; En Udgivt til rette Tid er vel sand Economie, og Kongen vinder vist ikke ved at sælge for noget ubetydeligt de Kornvare og Beholdninger, som man siden til en excessif Priis maae kiøbe ind igien. Undskyld, at jeg er i den Materie saa vidtløftig, men naar det gielder om at retfærdiggjøre sit Æmbedsforhold, saa falder man let i den Feil, især mod en ædel Ven, som Du! Jeg beder Dig at giøre Brug herav, naar Du kand for at forsone mig, skiøndt jeg jo kuns er Medlem i Commissionen, og har jeg havt Uret, saa har jeg det tilfælles med hele Generalitetet her og mine Med Commissairer. Grev Reventlow i Stockholm og Consul Brown i Gottenborg har jeg tilskreven om at underrette mig om, hvad Formodning de har til Krieg; Svar har jeg ikke faaet endnu. Brown, synes mig, burde forpligtes til at underrette os, om hvad han erfarer til vores Sikkerhed og for at tage mesures derefter. Vær saa god og meld mig med et Ord, om H. K. H. Kronpr. finder, at jeg har ved denne Leilighed handlet (tilligemed mine Herrer Med Colleger, thi intet har jeg giort alene) imod Forsigtigheds Regler; Du veed, hans
