mig, – uden nogen sær Connexion med Byens mægtige, lykkelig i min huuslige Forfatning, stræber jeg at fortiene al den Naade, den elskværdigste Prinz har beviist mig, o Gud! Kunde jeg ved mine ham saa ganske opofrede Evner til hans Tieneste betale en Deel av den Gield, jeg staaer i mod denne høie Velgiører. Siig mig beste Ven! om der er noget i mit Forhold, som endog i mindste Maade kunde mishage ham, hvor skulde jeg ile at rette det. Du tog ikke min Friehed ilde op, at jeg i mit seneste Brev berørte det Ønske at Byen fik av H. K. H. nogen Forsikring om hans høie Bifald med de den 14 Sept. ytrede Glædes Tegn. Ney! Du er ikke svag Ven det har Du beviist mig. K. R. Anker, som nu er hjemkommen, taler om intet end den overflødige Naade, der er beviist ham; Du maae troe mig, han er utaalelig. Broderen Jes er næsten gal. K. Raaden har Forstand, og derved bliver han mindre kjedsommelig, han protegerer dog ikke fuldt saa slemt. Rygtet siger, at Fru Holter[1] givter Wessel, det er neppe troelig; Du veed vel mere derom, end som jeg, thi Wessel er nu i Danmark. I Anledning av en Inqvisition, som blev anordningsmæssig giort paa et Skib, blev Høkerne, som ere Venner af Flensborgerne, som bringer os Brændeviin
- ↑ Maren Juel, D. af Assessor i Oberhofretten Hans J. og Syster til Rømningsmanden Zahlkasserer Juel, gift først med Zahlkasserer P. Holter, derpaa (9 Marts 1791) med Ole Christopher Wessel (Generalauditeur m. m.) og endelig med den senere Statsraad M. G. Rosenkrands. (B. Moes Tidsskrift 1 Række).
