Vedligehold, ædle Ven, den Yndest og Godhed, som Du engang har lovet, og som mit Forhold, lige saa lidet, som Mangel paa den Taknemlighed og Hengivenhed jeg skylder Dig, skal giøre mig uværdig til.
Forsikre mig iblandt, beste Ven, at Du stedse er den samme mod din
opofrede V. og Br.
Moltke.
Er det vel tilladt, ædle Ven, at bryde Dig, som har saa saae Øieblik tilovers, som ideligen omringes af kiedsommelige Smigrere og blandt en heel Skare av Hofmænd neppe finder en, som Du kand skienke din Agtelse, er det tilladt, siger jeg, at opholde Dig med en igientagen Forsikring om en i Norge Dig saa ganske hengiven Ven, – jeg kand ikke modstaae Fristelsen at bede Dig ved et Par Ord at forvisse mig om din vedvarende Godhed for mig. Hvor let kand man ikke tabe en Deel av den Mands Yndest, som ikke har Tid at adskille det sande fra det falske Rygte – og i den Post, jeg staaer i, hvor let er det ikke der giort at samle mægtige Misundere, især naar man har en Statsminister[1] til Formand! Gud skee Lov, mit Æmbede og dets Forretninger give mig ikke Anledning at klage, og jeg haaber Collegierne ere fornøiet med
- ↑ J. E. Scheel.