endog en Slags Lighed med de bekjendte Gesandtskabs-Relationer, hvorpaa den nyere europæiske Historie for en stor Deel hviler.
Bülow holdt sig i sin betydningsfulde Stilling indtil 4de Juni 1793, da han pludselig fik Afsked fra alle sine Embeder. Vistnok ledsagedes denne med en meget smigrende Tilkjendegivelse af „Velbehag med lang og tro Tjeneste,“ men det er dog aldeles sikkert, at han ved denne Tid var falden i Unaade, hvilket navnlig fremgaar med Klarhed af et forlængst trykt Brev fra Bülow til Kronprindsen[1]. Hvad Aarsagen til denne Unaade har været, derom er man endnu i Uvished.[2] Ved sin Fjernelse fra Hoffet trak Bülow, der ved Egteskab med Frøken E. M. Hoppe havde erhvervet anseelige Midler, sig tilbage til sin Eiendom Sanderumgaard ved Odense, hvor han tilbragte Resten af sit Liv som uafhængig Rigmand, og vandt siden som Mæcenas et Navn som neppe nogen anden dansk Mand, naar undtages P. F. Suhm. I sine senere Aar modtog han vistnok adskillige Beviser paa sin Konges tilbagevendende Naade, saaledes det blaa Baand, men til Hoffet kom han ikke mere. Han døde 1828.
Bülow havde i sin Tid i flere Aar studeret ved Sorø Academi. Han testamenterede derfor denne Stiftelse ei alene sit store Bibliothek, men ogsaa sine for Danmarks og Norges Historie saare vigtige Papirer, mellem hvilke, som ovenfor antydet, findes Breve næsten fra alle hans Samtids politiske og literære Størrelser, og som derhos indeholde en Mængde andre
