Befal; jeg har meget – for Stiftet vigtigt at andrage, og mundtlig kand man udlade sig med det som ikke vel skeer skrivtlig. Vidste jeg derfor, at Kronprinzen ikke tog det unaadig op, torde jeg møde i Fridrichsværn for at opvarte ham der; undskyld, beste Ven, min Frihed, og betænk, hvor ugierne jeg vilde giøre et Skridt, som mishagede den Herrer Du kand, naar Du vil vise din uskatteerlige Godhed, ved et Ja og Ney fastsætte, hvad jeg bør giøre.
Mine faae Vers, som ere saa ubetydelige, skal jeg, fordi Du det vil, fremsende, men min ædle Ven! Du bør med Eftergivenhed bedømme, og blot med Venskab tænke paa
Din oprigtig hengivne
Moltke.
Christiansand den 5 May 1789.
Den Uovereensstemmelse, der er mellem min Forestilling av Martii addresseret til hans Kongelige Høyhed Kron Prindsen og den Erklæring, General Major Didrichson har avgivet, nøder mig til at oplyse Sagen nærmere, hvilket jeg har søgt at giøre i underlagte. Gid det kun ikke maatte mishage Ham! Den civile Embedsmands fredelige og til Landmandens Tarv sigtende Forestilling contrasterer stærkt med Krigerens! Din Taushed forundrer og foruroliger mig ikke, paa Venskabs Vegne, thi jeg kiender din Forfatning, men hvormeget ønskede
