kunne leve; alt er der dyrere og for Distrikternes Størrelse sværere Arbeide og flere Folk fornødne. Men udsue maa de ikke og dette skeer sikrest længst borte fra Regjeringen, og hvor Bønderne eie dem selv, og have ingen Husbond, der kan tale for dem. Deres Skatter og Afgifter have saa mange Navne, og noget af det er arbitraire. Jeg ønsker at faa det reduceret til to Classer, den ene for Kongen, den anden for det Publique og begge fastsatte; jeg vilde, at man af Skatbøgerne skulde af 10 eller 15 Aar tage et Medium og gjøre det til Regel i det mindste for 10 eller 15 Aar, men jeg kunde ei trænge igiennem, skjønt Sagen var mig øiensynlig rigtig; altid saa jeg, at Hindringen kom fra Contoir- og Collegii Betjenterne. Men Nytten var stor, fordi saadan Fastsættelse afskar Leilighed til megen Udsuelse og megen Misnøielse. Ikke mindre indsaa jeg, at ved Skatternes Inddrivelse og Hævelses Tiden var meget at rette og ordne, fordi Udsættelse deri kjøbes altid af Fogden. Ogsaa troede jeg, at Procesmaaden i Norge trængte til Revision, at Bønderne bleve et Bytte for Dommere og Procuratorer, at disse sidste vare for mange, og at da man havde der med Odelseiere at gjøre, burde man lempe alt til deres Tarv og derfor træffe den allerkorteste, dog sikre Procesmaade; men jeg var ene. Leilændingernes Kaar forekom mig usikre, og en Fastsættelse syntes mig nødvendig. Deres Mængde er stor og jeg ønskede mig at kunne i Mag gjennemreist Norge for selv at see og selv at høre, om det ikke var muligt ved hver Gaard at kunne have en arvefæstet Lei-
