Arveprintsen har skrevet mig, at min Ven har forelæst
Ham mit Brev og behaget at føie til, at De er min Ven.
Dette vidste jeg vel nu, men at høre det og fra denne gode
Herre, det var mig saa meget kjærere, fordi jeg tillige saa af
hele Brevets Indhold, at han elsker og troer og agter Dem,
og dette er da en Føde for mit Hierte. Tak for Klim. Omhu
for sligt er smukt, og af alt i Verden ere Videnskaberne de
taknemmeligste. Hvad min Ven har betroet mig om Tilbagereisen
gjennem Sverige, skal aldrig nævnes af mig til Nogen.
Det glæder mig, at min dyrebare Ven paalægger mig at nævne for Dem, hvad jeg nu troer at kunne være paa denne norske Reise Deres høieste Opmærksomhed værdig. De veed, at i Norge var jeg aldrig. Det jeg da kjender, er kun af mine Bøger, og især af mine 12 Aars Erfaring. Hvad jeg da deraf har i min Hukommelse som noget, jeg anseer for vigtigt, og saa vigtigt, at om jeg var kommen did, havde det især fæstet min Opmærksomhed: alt dette vil jeg da nu med den sødeste Fornøielse optegne for Dem. De kongelige Betjente i Norge tiltroede jeg for en stor Deel en vis Selvraadighed, Egennyttighed og Udsuelse. Dette Onde burde kjendes og kraftigen hindres. Min Kamp var det stedse. Men Nærværelse kunde hjelpe til at kjende nøiere og hindre vissere, thi Nordmanden er tre Gange listigere end den Danske og veed at hæfte sig saa fast til Collegiernes Contoir Betjente, at, med mindre Regjeringen selv kjender og kan foreskrive, bliver intet fuldfærdigt udrettet. Disse norske Betjente maa
