bidrage virksomt til at fremme Regjeringens Hensigter, det er udlagt: Kongens og Landets sande Interesse.
3. Han bør, i Synderlighed i Norge, være sikker paa at kunne vinde Menneskene ved sin Omgang, saa intet kan forefalde i Stiftet, der paa nogen Maade er vigtigt for Kongen at vide, uden han jo veed det.
4. Han bør saa meget mere være uegennyttig og bekjendt for at være det, som Embedsmændene i Norge ere meget egennyttige, og Irgens i dette Stykke ikke efterlader sig noget godt Minde.
Af de Mennesker, som ved Venner og Forbindelser ville søge og lade søge dette Embede, bør følgende mærkes:
1. Dr. Hagerup, Stiftsprovsten i Throndhjem, som fordi hans Fader var Bisp, tror, han ogsaa er sødt til at være det, og er en af de udueligste dertil. Lærdom haver han ikke, og doven er han i høieste Grad; dertil er han saa sygelig, at han blot kunde sidde i Stuen og tære sit Foder, og hans Handlinger beroer paa, hvilke Folk der have ham mellem sig. Han er ingen ond Mand, men en yderlig svag, vrøvlevorren og forfængelig Mand.
2. Nordahl Brun – haver hverken Lærdom eller Embedsfortjenester til at blive Biskop, men vil maaskee finde Understøttelse. Den Dag, Kongen kalder ham til Biskop i Norge, erklærer han, at han vil ære og belønne hver den, som styrker og udbreder Oprørsaanden blandt Nordmændene.
