Veile den 20 April 1787.
Der skeer, tykkes mig, allehaande underlige Ting, men af alt laa mig intet mere paa Hjerte end de Anstalter i Norge, og min Vens Brev var mig derfor saare glædeligt, da jeg deraf seer, det dog seer menneskeligt ud, og den Ruptur tildeels er bilagt. Det indlagte Brev skal jeg sende min Ven med første sikkre Leilighed eller med. Posten tilbage, om der ei snart skulde gives andet Bud, og nu nogle Bemærkninger i Anledning af denne Historie.
Forfatteren af Brevet har fuldkommen Ret, naar han siger, at Sporteltaxt for Rettens Betjente maatte forfattes og vilde dæmpe mange Uordener, derom er kun een Stemme i det hele Land, men denne Taxt maatte og bestemme alt i alle Tilfælde. Det er skjændigt, hvordan de arme Mennesker trykkes og mishandles af Embedsmændene, mine gamle norske Breve vil nok indeholde Noget derom, nu kan jeg ikke samle i mit Hoved alle de Spidsbubsstreger, som jeg der erfarede. Det rinder mig blot i Tanke, at naar en Bonde som Formynder eller Værge skal have Afkald, saa tvinges han til at betale den gode Sorenskriver efter Indfald, hvad han fordrer for dette Afkald: med de Afkald have Sorenskrivere, naar de ere ankomne til Embedet, ofte gjort sig Fordeel af 1000 Rdlr. og derover, de have skrækket alle dem, som have havt i den forrige Tid med Børn eller Børnepenge at gjøre, og tvunget dem til
