Ja nødvendigt er det, Prindsen drager did, og det kan
skee fra Viborg opad til Aalborg til Søes, men naar en Huth
er med, som er yndet der, da er det nok – nok, naar Herren
viste sig, da de skal have sligt, de vidste end ikke, de havde en
Herre. General v. Krogh, en Indfødt og ingen Kongeslægtning,
kunde præliminariter udrette alt fornødent til at bringe
Ro til Reisen. Er der gaaet Ordre? man kunde jo have betænkt
sig. Hvad vil man vente af den, som troer sig fornærmet,
som absolut maa søge sin Lyst i at vinde Hjerter fra
den, der burde eie dem. Kongen af Sverige har jo et mægtigt
Campement i Finland – har man glemt det – bliver
Riget vendt mod sig selv, da maa jo Fienden vinde.
Er den omskrevne Ordre sand, og bliver den udført, saa er det for mig afgjort Sandhed, at Pr. stedse vil blive liden i Folkets Øine – naar andre forgudes. Aldrig kan den ærlige Schach Rathlow have raadet til dette – aldrig Nogen, som kjender Nordmænd og elsker sit Fædreneland og sin Prinds. Mit Sind er i saadan Oprør over de Syner, jeg seer, og det er ikke Phantomer, – at jeg fast ikke kan tale i Sammenhæng og med Fornuft, men dette er Sandhed: vor Prinds, Alt, vort Lands Vel staar paa Spil, endnu kan man drage sig tilbage og give Sagen en anden Vending – men reiser Prindsen, reiser ikke ene eller reiser ikke og sender – did, saa er Danmarks Ulykkes Maal fyldt. – Nyt dette, som De kan – jeg burde sige Dem dette – et liberare animam.
