skal have gjort Opstand i Christianssands Stift, Anledningen dertil kan jeg ikke forstaae af det, jeg har hørt, og Pr. C. skal være beordret cito, cito at komme til Kjøbenhavn for med Kr. Pr. at reise didop. Et Regimente skal være beordret at rykke op mod de sammenløbne. Hvad det angaaer, at Militaire ere beordrede til at stille dette Sammenløb, kan nu være, som det er, – kun, at det skeer med Klogskab, at ikke Landet skal sættes i Vaaben fra den ene Ende til den anden, thi de Søndenfjeldske ere ikke at spøge med, de ere ikke slige Karle som hine Bergensere. Jeg har ofte sagt Dem, min Ven, man maatte fare varligen med de Nordmænd, – at de skjændigen mishandles af Embedsmænd ved overdreven Sportulering o. s. v. Gid der ikke blev for stor Røre – og Udfaldet kan være saare critisk, om der ei bliver handlet meget snildelig. Folket vil slutte deraf, hvad de have at vente sig af Prindsens Regimente, altsaa først og fornemlig – at handle klogelig og ikke foragte de 2000 Mand som noget Pak, der let adsplittes. Men hvad skal jeg sige til det rasende Indfald, at forskrive Pr. Carl og lade ham reise med Pr. for aldeles at vende Folkets Hjerte og Opmærksomhed fra Pr. til sig? Man vil dog vel ei have en Borgerkrig, hvortil en Generalissimus behøves. Vil man have, at det Gode, der kunde skee, skal gaae paa hans, og det maaske nødvendige Onde paa vor Pr. Regning? Har man glemt den gamle Thotts Ord, eller vil man maaskee, han skal have været en sand Spaamand?
