eneste ved hele Manden, som ikke saa ganske taler til hans Fordeel, thi hans Sjæl er langt fra at have den Suurhed, hans Ansigt truer med.
Kjøbmand Hoe er en meget forstandig Kjøbmand, og mere veed jeg ikke at sige til hans Ros. De andre Kjøbmænd ere ikke just af Betydenhed og deels Begyndere, deels Galanterihandlere.
En Embedsmand har jeg endnu glemt, og det er Hospitalsforstander Fyhn; han har endeel Aar været Fuldmægtig hos General Osten, som Stiftamtmand, og har den Lod, at fast alle ere vred paa ham og tale ilde om ham. Jeg har i 4 Aar jævnlig talt med ham og seet hans Adfærd og har saa liden Grund til at laste ham, at jeg meget mere stedse har fundet i ham en meget ordentlig, driftig og tjenestvillig Mand, som og hans yttrede Principer stedse gode, min Stemme har han altsaa for sig, og Resultatet maa dog blive, at er han end ikke saa god, som jeg har Grund til at agte ham for, saa er han dog langtfra ikke saa slem, som Andre vil gjøre ham til. At være Fuldmægtig, hvor Principalen Intet kan eller vil arbeide, er altid et fristende og hadefuldt Arbeide.
Af private, formuende Folk, som fortjener at nævnes, er Stiftamtmandinde Møllmann, Grev Schmettaus Svigermoder, ligesaa arrig, dum, forfængelig, som hun er rig.
Justitsraad Hornemann, en Franskmand fra Top til Taa, har et prægtigt Huus og kjøber en Mængde Bøger af alle Slags. En Tyran mod sine Bønder, thi den Norske
