denne Sag til Cancelliet er indkommet. Dersom H. K. H. da fandt Sagen af den Natur, som jeg troer, kunde D. Hvbh. raade ham med en egenhændig Resolution, underskrevet af H. Maj. og H. K. H., saaledes omtrent at afgjøre Sagen: Er nogen taabelig nok til at holde denne foragtelige Vise for god og synge den, han gjøre det, men hverken Visen eller dens Forfatter fortjene den Opmærksomhed, at der bør bødes for dens Trykning. Bogtrykkeren frikjendes altsaa for denne Gang; dog advares han at bruge Eftertanke for Fremtiden. Saaledes troer jeg Sagen i Korthed kunde endes; de, som synge Visen, vilde skamme sig, og Forfatteren faae sin velfortjente indvortes Græmmelse og Fortrydelse. Mundtlig kan jeg engang sige D. Hvbh. adskillige Particulariteter, denne Vise betræffende, men dette kan ei staae paa Papir, og jeg tør ved alt, hvad helligt er, forsikre, at H. K. S. aldrig skal fortryde paa denne Maade at have endt denne Sag. Men enhver anden Maade, den endes paa, vil blive betænkelig. Og den Ting blev vundet, som i mine Tanker er vigtig, at H. K. S. saaes selv umiddelbar at handle, og ingen kunde sige, det er den eller hiin, som har gjort dette. Jeg veed alt, hvad der kan siges mod slige Resolutioner; men de ere dog i adskillige Tilfælde absolut nødvendige, og in gratialibus har ingen at undre sig over, at Monarchen selv vil udøve sin Ret og Magt; i at straffe derimod bør Lovene dømme. Hos Kongen bør være Naade; Dommeren og Loven bør tale Net i den strengeste Forstand.
