Side:Ludvig Daae - Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer.djvu/180

176

Saa lyder Ordene. Denne Vise er, trykt tilligemed nogle andre, solgt her paa Stedet ifjor. Jeg kjøbte da nogle Exemplarer, og, da jeg siden forlangte det hele Oplag, fik jeg ingen flere, og jeg tør næsten forsikre, ingen flere bleve solgte. Politimesteren lod og efter min Forestilling og Raad Sagen dræbe sig selv. Den blev og sunget i Selskaber, men især ved Gen. Lieut. von Kroghs Hjelp er den og udryddet derfra. En ny Sang med samme Stavelsemaal og modsatte Ideer fik jeg og forfattet paa samme Tid og udspredt blandt Almuen, og den troer jeg nok, Kammerpagen Harboe leverte Dem ifjor. Kort her jevnede Tingen sig selv, men i Christiansand vil det hede: jo mere de forbød det, jo mere kundgjorde de det. Den sikreste Vei til en Bogs Afsætning er, at den bliver confiskeret, og bliver Bogtrykkeren virkelig af Kongen tilkjendt at betale sine Bøder for Visen, saa bliver hele Nationen nysgjerrig for at see den Ting, Regjeringen har agtet slig Opmærksomhed værd, og nu ynker man Bogtrykkeren og synger Visen. Det lader desuden, som Politimesteren har i dette Stykke handlet af Animositet mod Bogtrykkeren, og dette er og stygt, thi hvorfor tog han ei fat paa den Sag før. D. Hvbh. veed, min Troe og inderlige Ønske er, den hele Nations Agtsomhed skal være lænket til vor Kr. Prinds, og her troer jeg, han har en Leilighed til at gjøre noget, som ganske kunde kjendes at være hans Verk, og som skulde gjøre megen Opsigt – og end mere bestyrke alles Hjerter i Kjærlighed og Høiagtelse for ham. Jeg troer, han kunde forlange til sig, hvad der om