Chef for Rentekammeret, altsaa Scheels Chef og hans Kjerestes Farbroder. Sch. stod altsaa til ham i en heel betænkelig Stilling og havde stor Fristelse til ei at støde ham. Nu skede det, at Ahlefeldt engang i Kammeret proponerer, at en Kongetiende i Sjelland skulde sælges til en vis Enkefrue, og sagde, han troede ei, nogen var mod, at han derom gjorde Forestilling, da Tienden med 1000 Rdl. skulde blive betalt. Alle taug og gjorde Complimenter, kun Scheel sagde, at han i dette hverken vilde eller kunde samtykke, da en kgl. Forordning udtrykkelig forbød at forestille sligt, og at Tienden ei maatte sælges. A. svarede, han skulde da skaffe kgl. Resol., at Sagen skulde forestilles, og saa var al Vanskelighed hævet. End ikke da, var S.’s Svar; skal Tienden endelig sælges, da veed jeg den, som vil give 1400 Rdl. derfor, og altsaa bør Kongen tage den større Fordeel. Derimod havde og A. sine Indvendinger, han udvirker Ordre til at forestille Sagen, det besluttes uagtet Scheels Indvendinger, at Enken til 1000 Rdl. skulde have Tienden, og saaledes vil da A. forestille Sagen. Men Sch., som dog havde mange Grunde til at give efter for A., forfatter en særskilt Forestilling og gik dermed til Kongen, og A. fik en heftig Correx, fordi han vilde skjule det Rette. Saadan Mand er Scheel, og gid vort Land havde Legioner Scheeler.
I disse Dage har jeg og med temmelig Vished erfaret, at Koren ikke har været at formaae til at gjøre det Forslag om Bang, som jeg engang omtalte, skjønt Fru Lysholm af al Kraft skal have sat an paa ham. Han skal endog have
