sagt, at han af al Magt vilde sætte sig imod, om de paa egen Haand vovede at gjøre slig Ansøgning. Er dette fandt, som jeg nu har Grund til at troe, da er Korens Ærlighed reddet, og det glæder mig høilig, thi det er saa tungt og sørgeligt at see, naar Medmennesker ere egennyttige og onde. Da jeg sagde D. Hvbh. hiint, burde jeg ogsaa sige dette. Manden har, som andre, Alderdommens og Hypochondriens Svagheder, men det er dog altid hæderligt, naar han handler som ærlig Mand.
Throndhjem den 18 Decb. 1784.
Jo længere jeg kommer frem i Tiden, des mørkere bliver det ulyksalige Lands Skjebne, i hvilket jeg troer, et Vanheld forfølger det andet, og Enden bliver upaatvivlelig almindelig Død og Undergang, sort Død. Liden eller ingen Beholdning er her i Byen, det store Kornskib, som fra Østersø Compagniet blev hidskikket, er forulykket ved Fladstrand, det andet ligger i Mandal og har lidet eller intet Haab om at komme hid, den store Archangels Farer, som skulde komme, har vel, som denne Post har berettet, vovet sig ud fra Archangel, men Haabet, at han skal fremkomme, er kun som en Drøm, der er den hvide Sø, som rimeligviis alt er tilfrossen. Landet er saa tomt, som det i Mands Minde aldrig har været. Kommer nu dette til, som daglig skeer, at Svensker fra Jemteland, hvor ligesaa stor Elendighed er, hente Korn ud, saa troer jeg,
