Bekjendtskab med Manden, og Knuden var, hvorledes dette skulde gaa til. Nu var det almindelig Snak i Byen, at Riegels var Kr. Pr.’s Favorit, havde megen Adgang til min Ven, og mange skreg høit over dette, da hans sorte Sjæl var bekjendt nok; jeg kjendte ham fra vore Studenterdage, og jeg vidste, han skulde gjøre mange Djævelskaber, om han kunde. Jeg besluttede at advare min Ven paa en god Maade, og min Tanke var denne, enten lægger Manden det .paa Hjertet, om han ei kjender Riegels sør, og da, naar han erfarer Sandheden, bliver han ikke den vred, som har sagt den, eller han tager det ilde op, saa kan han have en god Dag, og Du er ligefuldt Rector i Throndhjem. De Erfarenheder, jeg fra Norge havde, troede jeg og skulde være Dem behagelige, saa meget mere som min Situation gav mig ingen Interesse for eller mod Tingene, og altsaa skulde man have Kløer i den gode Bülow.
Dertil gav en Hændelse Leilighed. Jeg havde, som De veed, nogle Tegninger fra den gamle Mathematikus Fester, som han ønskede Kronprindsen overgivne; de laa i Bunden af min Kuffert, og jeg havde glemt, de vare til, første Gang jeg talede med min Ven. Siden saa jeg Dem en Dag; jeg fik et Ærinde til Frdb., vandrede did og spurgte, om De vilde overgive Pr. dem. De lovede dette, vi kom lidt i Snak om Norvegica, og jeg sagde, jeg vilde skrive til min Ven noget herom. Den Maade, paa hvilken min Ven antog dette Tilbud, virkede den Følelse strax i min Sjæl, De var min Mand, og jeg sendte Dem da Tegningerne med en Epistel. Nogle Dage efter gik jeg atter did til Dem. De var fornøiet med min Skrivning og ønskede mere, der var kun lidt Tid til at tale, da mange Sjæle vare udenfor, jeg bad Dem bestemme en Tid, jeg i nogen Ro kunde tale med Dem, og De bestemte næste Søndag Kl. 10 eller 11.
Dersom jeg nu skulde gjøre et ordentligt Skriftemaal om min Lærdom og Indsigt paa denne Lap, saa bliver det dette: Jeg kunde have havt nogen Lærdom, naar jeg uforrykket havde arbeidet i min Videnskab,
