den Exam. theolog., som jeg naturligviis ikke vilde underkaste mig, stundom troede jeg dog, og dette kunde gaa an, og saaledes var mit Hoved en Tumleplads for mangehaande Projecter, imidlertid lurede jeg paa Prindsens Confirmation, da jeg troede, at Sporon paa en eller anden Maade vilde frelse mig fra Skoletrældommen.
Mine Forhaabninger om at slippe for Rectoratet grundede sig, som sagt, meget paa Sporons Venskab, han var bleven Statssecretair og nu saa det jo herligt ud. Men saa: tolluntur in altum & lapsu graviori ruunt. – Guldberg og Sporon seilede af – og nu kjendte jeg ingen af de nye Sjæle. Thott levede, men Harboe var død. Jns (Janson?) skrev mig til, man maatte se Tiden an og lære, hvo de rette Folk vare, man skulde handle med. Mine Modstandere i Throndhjem troede nu, jeg var evig fængslet der, men jeg, som følte, at jeg ingen Svinehund var, troede, jeg skulde nok komme i Kast med de nye Mennesker og besluttede at reise til Kjøbenhavn, og dette blev prompte exseqveret. Dette var uvant for Thrønderne, og var jeg da afsted, inden de troede, det var Alvor.
Ved Ankomsten til Helsingør hørte jeg paa Værtshuset megen Snak om Forandringen og de nye Mennesker; men Bülow var den, som al Tale dreiede sig om, og han var saare god. I Kjøbenhavn var der selv blandt forskjellige og modsatte Fractioner kun een Stemme om dette samme. Den Svend maatte jeg da kjende. Imidlertid var det norske Videnskabsselskabs Skrifter færdige, som Secretair burde jeg overgive Herskaberne dem, jeg talede med Dem, min Ven, i al Korthed, fik Audients hos Kr. Pr., som var snart færdig, nogle faa Ord talede vi sammen i Forgemakket, og dermed var det forbi. Men jeg havde nu seet Dem, og det var nok for at ville see Dem igjen.
Imidlertid gjorde adskillige mig det til Pligt at søge min Vens Bekjendtskab, ved Samtale om den norske Forfatning udlod jeg mig om adskillige Galskaber, og alle sagde dette skulde B. vide, jeg havde og nok Lyst til, han skulde vide dette, men jeg vilde gjøre mere end almindeligt
