Christiania den 19 April 1893.
Naar jeg har declareret Dig, at Overbringeren herav er den beste Ven, Kaas og jeg have her i Christiania, saa har jeg med det samme sagt Dig, hvor magtpaaliggende det er mig, at Du, som jeg elsker saa høit, ogsaa har nogen Godhed for ham. Du veed, hvem han har sin Lykke at takke for – men skulde det hos Dig – hos den ærligste Dydens Ven – Langt, langt fra mig Mistanken. Dette kand jeg bevidne Dig, at i de 3 Aar vi har levet sammen i nøie Forbindelse og i den hele Tid, jeg har kjendt ham, har jeg ikke sporet det – endog ubetydeligste Træk af uædel, uretskaffen, tvetydig Tænkemaade, han kjender Mennesket, har en fiin Bedømmelse, overskuer en Ting med saa megen Myndighed, at han ikke letteligen skal tage derudi Feil; fri fra Fordomme elsker og taler han kun Sandhed, men min Ven, jeg vil ikke gjøre hans Lovtale; dog ønskede jeg, at Du bifaldt mit Valg blandt de meget faa Venner, jeg har ......... mig, og at Du selv skulde tilstaae Moltke har Ret! Jeg vil kun tilføie, har Haxthausen gjort stor Lykke, saa fortjener han vist samme – Nu jeg anbefaler ham Dig paa det Bedste, jeg skriver vidtløftig med Posten, og siger kuns Du har i mig den trofaste, nidkjæreste Ven
Moltke.
