dog fornøiet mig saa meget; thi jeg blev paany overbeviist om dit uskatteerlige Venskab.
Men jeg forstaaer Dig, og min hele Sjel er sat i Bevægelse. O! hvor vil han[1], naar Du, redelige, dydige Mand forlader ham, fortryde at have – Mit Hjerte er beklemt, thi oprigtigere Ven skal Du aldri have havt. Pr. af Hessen vil blive desmere forhadt. Bruti Rolle blev dog ikke, synes mig, vel spillet i Sverrig. Brutus var ingen Forræder, og med en bevæbnet Skare dræbte Despoten; her skjule sig Landets Ypperste, kjøbe en anden – og arresteres. Dog man er for langt fra, og dømmer derfor galt maaskee.
Overmaade nysgjerrig er man imidlertid at see Udfaldet, som altid vil have stor Indflydelse paa det almindelige, men fremfor alting længes jeg efter Brev fra Dig! fra Dig! min Bedste!
Indsluttede Brev skal besørges, Hilsen til min Ven vist ikke forglemmes. Til Kjøbenhavn – nei, jeg frygter for Kjøbenhavn, til Aalborg gad jeg nok og besøge en elsket Broder. Den største Glæde vilde være at omfavne en Mand, som jeg skylder saa meget og elsker og ærer saa høit.
Din troe Ven
Moltke.
- ↑ Kronprindsen.
