Dog ingen Politik, min største skal være at vedligeholde
dit Venskab ædle Mand.
Fritz Moltke.
Christiania den 7 April 1793.
Naar du vidste, min elskte Ven, til hvad Grad jeg troer det endog er Pligt at drive Beskedenhed og være varsom, naar man nyder en Hofmand, der ansees for Favorit, hans Venskab, saa vilde Du ikke undres over, at jeg ikke tiere skriver. Jeg kjender Dig, og derfor er det, at jeg elsker og ærer Dig, men jeg veed, hvor liden Tid, Du har tilovers, og den Tid, Du har, anvendes vist til angenemmere og vigtigere Ting end til at læse Breve, der ikke melde noget nyt, og blot igjentage Forsikringer paa en redelig Mands ubrødelige Venskab og usvigelig Taknemmelighed. Disse Følelser, grundet i dine sande Fortjenester og din Godhed for mig skal, saa længe jeg lever være Dig opofret. O Gud, hvad veier op mod Døden og mod Venskab og disses hellige Pligter. Lad hine usle Niddinger, hvis Tanke og Handlemaade bestemmes ved Øieblikket og for at snappe lidt af den giftige og berusende Hofluft, lad dem rette sig, eftersom Luften blæser, – Mænd, som støtte sig paa Samvittighedens Bifald foragte Lykkens egensindige Brændinger og finde i sig, – dog Gud veed, hvorfra denne moralske Tone. Dit Brev, beste Bülow, har
