er mig angenem, da jeg dog har faaet en bekvem Leilighed til at forsikre Dig, at ingen kan elske Dig høiere end
Moltke.
Christiania den 23 Marts 1793.
Naar man er i Besiddelsen af et stort Gode, saa er det naturligt, at man frygter letteligen for dets Tab. Og Du maa dog vel tilstaae, at jeg har lit Anledning til at være bange, for at Du, hvis Venskab er mig saa uskatteerlig, skal – Himlen veed hvorfor – skal om ikke forglemme mig, dog maaskee begynde at ansee mig med Ligegyldighed – og fra den til – at forglemmes er ikke saa store Skridt; Du har paa endeel Breve ikke svart mig, beste Bülow, og det er temmelig mod din Sædvane, ikke, at jeg jo meget vel kunde begribe, naar Du ikke skrev saa flittig, men da Du nu engang har sorvænt mig, saa maa Du undskylde mig. Vel sandt, Du vil sige, at naar jeg kuns har et godt Samvittighed, saa kan jeg og være rolig, det kan gjelde mod alle, kuns ikke mod Hofmænd.
Saa lykkelige, som vi leve i Fredens Skjød, medens Nedrighedens Stemme og rasende Oprør lyder høit, saa begjærlige ere vi dog her at kunne forvisses, om ogsaa vi tør smigre os med det angenemme Haab at kunne høste Frugterne af Neutraliteten.
