Christiania den 27 April 1793.
At dit Brev af 6 d. M. har glædet din Ven, som saa længe maatte savne denne Fornøielse, det begriber Du let, min ædle Ven, men dog føler Du ikke, i hvor høi Grad jeg er Dig taknemmelig og forbunden. Bliv, hvad Du er, og tro mig, det er den vigtigste Deel af min Glæde og Lykke jeg nyder. Du finder vel, at det ikke er overdreven, thi skulde dit Bifald ikke være mig den sikkerste Borgen for et godt og retskaffent Forhold.
Jeg indseer, ædle Ven, at din Tid er kort, og dog har jeg vigtige – og mange Ting at sige Dig; Du er den eneste, jeg anbetroer dem. De vedgaae mindre mig, som det Almindelige .... men førend jeg skrider dertil, maa jeg besvare endeel af dit sidste.
Det hjelper dog at være lidt ved Hoffet, jeg maa lee, naar jeg hører, at Scheel har sagt, han aldrig har været i Klub her, der var dengang ingen; den blev i det Aar, jeg kom, indrettet. Hvor let det er gjort at udsprede Mistanke. Ganske at holde sig derfra, medens Vakenis, Bispen og alle Embedsmænd ere, vilde fortolkes som den største Stolthed og det her! her! Jeg kommer næsten aldri. O hvor vanskelig
