— En storartet digtning! sa adjunkten.
— Der var nu feil i versemaalet etpar steder da! smilte Simon Selmer, duksen, fra sin førstebænk op mot adjunkten.
— Dette maa man omhyggelig opbevare, sa Svenningsen paa sin spotske maate, idet han foldet papiret sammen.
Da saa Svend Bidevind op. Adjunkten tok det sammenlagte papir og stak det ind i sin Brystlomme. Svend Bidevind reiste sig og sprang frem:
— Gi mig det: Det er mit!
— Det var dit. Nu er det mit, hr. poet!
— Jeg vil ha det igjen, skrek Svend Bidevind med graaten i halsen.
Adjunkt Svenningsen saa forbauset og strengt paa Svend Bidevind; slik hadde han aldrig set den stilfærdige gutten.
— Hvad er det du vaager? |Vil|? Din vilje ligger foreløbig her i min lomme, Svend far, og der blir den liggende. Sitter du med slike uvedkommende saker i timen — jeg ser jo nok at produktet er skrevet med skolens blæk — saa tar man det fra dig, konfiskerer det, simpelthen!
Da hændte der noget uhørt. Svend Bidevind stod fremme mellem de to første pulter, Simon Selmers og Anton Bechs. Da