adjunkten ved sine sidste ord nikket blidt og klappet sig over brystlommen, slog Svend Bidevind av al magt næven i Anton Bechs pult, saa det smaldt, og ropte med graaten dirrende i stemmen:
— Aa, det er skammelig!
Adjunkten fór ned fra kateteret.
— Hvad sa du? Hvad sa du, gut? han knep ham i øret.
– Skammelig, skammelig! skrek Svend Bidevind rent fra sig, mens graaten tok overhaand over ham.
Da smaldt en ørefik, en til, atter en, og for hver fik ropte adjunkten:
— Hvad sa du? Hvad sa du?
Og Svend Bidevind gjentok mere og mere skrikende sit:
— Skammelig! Skammelig!
Og det smaldt og smaldt og smaldt igjen, adjunkten slog ildrød av sinne, og Svend Bidevind ropte. Hele klassen sat som forstenet. Endelig holdt adjunkten op, slængte Svend Bidevind fra sig og saa glupsk paa ham:
— Nu tænker jeg du har faat nok, din lømmel!
Svend Bidevind stod likblek, skidden av taarer med spilte, stive øine, og saa ropte han, – det lød som et angstskrik:
