Kolumbus, seileren saa kjæk,
og agterut man hørte fræk
et oprørsk mandskap vildt at støie.
%vHan stirret utover det vide hav,
hans bryst sig hævede og sænkte:
„Skal intet land staa frem derav?
Skal kun jeg finde her en grav
for mig og for den plan jeg tænkte!”
%vMen bak ham nærmet larmen sig,
de kom med dragne sverd ihænde,
„Vend om, Kolumbus! Vi vil ei
dig følge paa din vilde vei,
her skal din galskap ha en ende.”
%vDe stimlet om ham, hujed, skrek,
sverdklinger alt hans klædning rørte,
de truet, bandet, larmen steg,
Kolumbus stirret stum og blek,
som om han intet hørte.
%vDa smilte han med taus foragt.
da stilnet deres vilde færden,
de saa ham staa med armen strakt,
— da saa de, lyst av solen svakt,
en stripe av den nye verden.
— Se, se, et epos! sa Svenningsen. Alle guttene saa ned mot Svend Bidevind, de fleste fnisende med haan. Svend Bidevind sat med hodet i armene, næsen klemt ned i pulten.
