Denne siden er korrekturlest
| Kor. |
| Hvem er du med de tusene navn |
| fra de tusene tider og sprog? |
| Du var favn for vort evige savn, |
| du var haab under fortidens aag. |
| Du var dødsangstens nat-mørke gjest, |
| du var livsglædens solrike fest. |
| End dit billed vi vekslende danne, |
| end vi kalder ethvert aabenbaring, |
| og enhver holder sit for det sande, — |
| til det brister i kvalfuld erfaring. |
| Solo. |
| Aa, men vær, hvem du vil, |
| thi jeg ved, du er til |
| som det evige rop i min sjæl — det er dig! — |
| efter retfærd og lys, |
| efter seir for det ny’s |
| aabenbarende magt, det er dig, det er dig! |
| . . . . . . . . . . . . . . |
| Kor. |
| Da vi aldrig dit væsen kan naa, |
| har vi midlere tænkt os fra dig; |
| om aartusen blev alle for smaa, |
| og vi staar her igjen uden vei. |
| . . . . . . . . . . . |
| Solo. |
| Den, som lever i mig,[1] |
| han behøver jo ei |
| nogle midler; jeg eier ham jo: det er dig! |
| . . . . . . . . . . . . . . |
| Hvi bestemmer jeg orm |
| da min evigheds form? |
| Jeg tar ydmyg min lov: thi jeg ved, den er dig! |
| Var jeg værdig: et bliv! — |
| kom du magt som er liv, |
| naar du vil, som du vil, — det er dig, det er dig! |
Med denne inderlige og ildfulde høisang til livets og fremgangens gode magt, som er aabenbaret i os selv — en hymne fra Bjørnsons kraftigste mandsalder og kamptid, hvor han hæver sig op over dagens strid og indaander i dype drag den høie og rene luft ovenover kampens skyer, — hermed kan sammenlignes et av Goethes mest uforglemmelige digte fra hans fuldmodne ungdom (1782), „Det guddommelige“, hvor en ophøiet ro og klarhet aander
- ↑ Unhævet her.
