Denne siden er korrekturlest
gjennem den høitidsfulde, oldtids-lignende form. Dette digt, som hitsættes i oversættelse, forekommer mig, sammen med Bjørnsons tre salmer fra 1880 og prosa-stykker av Tolstoi om godhetens magt, at høre til de hymner, som gjennem aartusener vil kunne synges i menneskehetens og menneskelighetens kirker over den hele jord.
| Vær høisindet, menneske, |
| hjælpsom og god! |
| Thi det alene |
| skiller os ud |
| fra alle væsener, — |
| dem vi kjender. |
| Hil de ukjendte, høiere væsener, — |
| dem, som vi aner! |
| Vær god og lign dem; |
| thi menneske-godhed |
| gjør Gud trolig. |
| Ufølsom er jo |
| al øvrig natur[1]. |
| Over gode og onde |
| soløiet lyser. |
| For niddingen straaler |
| som for den bedste |
| de natlige stjerner. |
| Stormvind og strømme, |
| torden og hagl |
| suser blindt afsted; |
| griper i farten, |
| mens fremad de iler, |
| snart en, snart en anden. |
| Ogsaa lykken |
| griper iflæng |
| snart efter en ungguts |
| lokkede uskyld, |
| snart det skaldede, |
| skyldtunge hoved. |
| Efter store, evige, |
| ertshaarde love |
| nødes vi alle |
| at gaa tilende |
| vort livs rundgang. |
| Alene mennesket |
| kan det mulige: |
| skille godt og ondt, |
| vælge og dømme, — |
| og øieblikket |
| varighed laane. |
| Han alene |
| tør gribe ind: |
| Tør lønne den gode, |
| straffe den onde, |
| gi’ lægedom, redning; |
| alt spredt og svevende |
| nyttig forene. |
| Vi elsker og ærer |
| de evige magter, |
| som var de mennesker, — |
| giorde i stort, |
| hvad de bedste iblandt os |
| i smaat forsøker. |
| Menneske-adel, |
| vær hjælpsom og god! |
| Utrættelig skape du |
| retfærd og gavn! |
| Et billede give os |
| af hine anede væsener! |
- ↑ Goethe bortser her fra dyrene, som har forberedt og i mange stykker foregrepet den menneskelige moral.
