Side:Leo Tolstoi.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gjennem den høitidsfulde, oldtids-lignende form. Dette digt, som hitsættes i oversættelse, forekommer mig, sammen med Bjørnsons tre salmer fra 1880 og prosa-stykker av Tolstoi om godhetens magt, at høre til de hymner, som gjennem aartusener vil kunne synges i menneskehetens og menneskelighetens kirker over den hele jord.

Vær høisindet, menneske,
hjælpsom og god!
Thi det alene
skiller os ud
fra alle væsener, —
dem vi kjender.
Hil de ukjendte, høiere væsener, —
dem, som vi aner!
Vær god og lign dem;
thi menneske-godhed
gjør Gud trolig.
Ufølsom er jo
al øvrig natur[1].
Over gode og onde
soløiet lyser.
For niddingen straaler
som for den bedste
de natlige stjerner.
Stormvind og strømme,
torden og hagl
suser blindt afsted;
griper i farten,
mens fremad de iler,
snart en, snart en anden.
Ogsaa lykken
griper iflæng
snart efter en ungguts
lokkede uskyld,
snart det skaldede,
skyldtunge hoved.
Efter store, evige,
ertshaarde love
nødes vi alle
at gaa tilende
vort livs rundgang.
Alene mennesket
kan det mulige:
skille godt og ondt,
vælge og dømme, —
og øieblikket
varighed laane.
Han alene
tør gribe ind:
Tør lønne den gode,
straffe den onde,
gi’ lægedom, redning;
alt spredt og svevende
nyttig forene.
Vi elsker og ærer
de evige magter,
som var de mennesker, —
giorde i stort,
hvad de bedste iblandt os
i smaat forsøker.
Menneske-adel,
vær hjælpsom og god!
Utrættelig skape du
retfærd og gavn!
Et billede give os
af hine anede væsener!
  1. Goethe bortser her fra dyrene, som har forberedt og i mange stykker foregrepet den menneskelige moral.