av den høieste græske konge- og adelsmoral. Allerede midt i den perikleske glanstid hadde dikteren Sophokles, en av de mest harmoniske naturer, som det gamle Hellas har frembragt, latt Antigone, den alt andet end slavelignende kongedatter, si til dem, som krævde lovens hevn over hendes bror (der hadde baaret vaaben mot sit fædreland): „Jeg kan ei hate med de hatende, jeg kan kun elske med dem, som elsker.“[1] Og stykket ender med en seier for kjærlighetens og tilgivelsens moral.
„Forsvar for de svake, er et yndlings-tema hos attiske talere og dramatikere,“ sier Theodor Gomperz i sit store verk „Griechische Denker“. Og han fremhæver humanitetens eller menneskekjærlighetens gradvise vekst i løpet av den græske kultur-blomstring. Likeoverfor den ældre græske klasse-moral hævder veltalenhets-læreren Alkidamas, i sin anden messeniske tale, at „Guddommen har skapt alle mennesker frie. Naturen gjorde ingen mand til træl eller slave.“ Og Euripides, den atheniensiske oplysningstids største digter, utbryter i tragedien om „Ion“: „Navnet alene er en skam for en slave. I alle andre ting er den hæderlige mand i slavekaar ikke underlegen under den, som er født fri.“ Og i et brudstykke av en tapt tragedie hævder den samme digter, som hadde oplevd den græske kulturs høisommer: „Den retskafne mand er naturens adelsmand.“
Naar man erindrer disse træk av den store oldtids-kultur, maa man vel gi en av den nyere tids største digtere, Bjørnstjerne Bjørnson, ret, naar han sier, at moralen (og særlig menneskekjærlighetens etik) er „den varme, som litt efter litt er kommet ind i menneskelivet“. Den altomfattende menneskekjærlighet er ikke „slave-moral“ eller de undertryktes svakhets-moral; den er en av de høieste former av utvidelsesevne, altsaa av livskraft. Kanske alt i alt det høieste spir over livskræfternes millionaarige byggearbeide paa denne jord.
- ↑ Uforlignelig kort paa græsk: Οὔτοι συνέχθειν ἀλλὰ συμφιλεῖν ἕφυν.
