paradoksale aforismer høitidelig, og — efter tyske literatur-historikeres sigende — bidrog væsentlig til, at en stor del av det tyske literære publikum ogsaa tok dem høitidelig, som „aristokratisk radikalisme“ og som en aands-fornemmere filosofi end „utviklingslærens seminarie-visdom“, — da begik han efter mit skjøn et overgrep, ikke alene mot sund sans, men ogsaa mot den syke tænker. Det var nærmest, som om han fra et smerte-forpint menneskes paakalden av Satan og alle helvedes kvaler vilde slutte til dette menneskes religion og gjøre ham til en ny og original religionsforkynder. Den udmerkede literatur-psykolog Georg Brandes, hvem vi skylder mange skjønne billeder og megen ildhu, tok sig en liten blund, mens aands-oprøreren saa med store, nyfikne øine paa det kolossale nye aandsoprør: „Umwerthung aller Werthe!“
Som den sjælesyke ofte med en merkelig skarpsynthet vet at finde en rationel begrundelse av fikse idéer, har ogsaa Nietzsche under sin heroiske og i sin art storslagne selvpinsel visst at finde et filosofisk og endog naturvidenskapelig grundlag for sin perverse „herremoral“. Den overensstemmelse paa flere punkter mellem ham og Henrik Ibsen, som navnlig professor Anathon Aall har paavist i en fortrinlig avhandling i „Samtiden“ og senere i sin Ibsen-bok, beror efter min opfatning derpaa, at baade Ibsen og Nietzsche bygger paa et fælles filosofisk grundlag, nemlig den tyske og franske natur-pantheisme hos forfattere som Friedrich Schlegel (i „Lucinde"), den unge Schleiermacher og den unge Heinrich Heine og den sidstes lærere, Saint-Simonisterne, som vilde vende tilbake til en moralsk uskyldighets-stand eller natur-tilstand, — hinsides godt og ondt. Nietzsche (og delvis ogsaa Ibsen) trodde at finde et nyt naturvidenskapelig grundlag for denne hyper-romantiske naturfilosofi i Darwins formentlige lære om den sterkeres ret i kampen for tilværelsen.
Ogsaa Georg Brandes, likesom Nietzsche, ynder at regne sig som en moderne hellener, men glemmer, ialfald i sin avhandling om Nietzsche, at det var den høieste hellenske oplysningstid, som fødte den altomfattende menneskekjærlighets moral til verden; og at netop denne var en videre-utvikling
