omfattende broderskaps tanke eller drømmen om at fredens og kjærlighetens Gudsrike det for alle tider klassiske resultat av mange aartuseners kultur-utvikling. Dette element i kristendommen, som forøvrig ogsaa i nogen grad fandtes i stoicismen, og som var længe forberedt baade i den østerlandske og den græske kultur, er den dag idag likesaa uovertræffelig „klassisk“ som den græske kunsts vidunderligste marmorverker, eller den græske videnskaps endnu den dag idag uomstøtelige teoremer. Det høiest tænkelige, søm menneskenaturen kan naa i retning av religiøs-etisk selvutvidelse, er for alle tider dette, at det enkelte menneske omslynger (omend blot i korte stunder og med en begrænset evne) alle væsener med sin livsomsorg, — utvider sin menneskelige livsvilje til en verdensvilje, — en vilje, som omfatter alle væseners vel. Ingen matematisk sætning staar mere klippefast end den av en millionaarig livs-utvikling paa denne jord fremvoksede erfaring, at den høieste livsform, som noget levende væsen kan naa i en enkelt, bestemt retning, er den altomfattende velvilje og forsorg.
Høvding-naturer som Bjørnson og Tolstoi har, til trods for en ufuldstændig kundskap om den gamle græske kultur, opfattet, hvad Friederich Nietzsche, den lærde professor i græsk, ikke har formaaet at se, nemlig at den altomfattende velviljes moral ikke er „slave-moral“, men tvertom de store gamle kultur-folks høieste hersker-moral. Det menneske, som i selvutvidelsens store stunder vil alle væseners vel, han bærer i sig en verdenshersker-vilje, — noget av en verdensfaderlig omsorg og ømhet.
Stoicismens og kristendommens kjærlighets-moral er et vidunderlig kultur-produkt, kanske det høieste resultat av oldtidens store kulturblomstringer. Det er en utvidelse av den høieste gamle kongelige moral, hvorefter kongen
