paa nationalitets-egoismen, nogensinde skulde være blit saa fædrelandsløs, saa nationalitetsfri, at han ikke, til eksempel, hadde følt en stikkende smerte ved Japanernes knusende seire. Det fortælles ogsaa (av Maude), at han (med al sin avsky for de russiske autoriteter, som hadde git anledning til krigen) næsten graat av smerte over Port Arthurs fald.
Den kulturstrøm, som fra Vest- og Mellemeuropa mere og mere truet med at overskylle Rusland, var i mangfoldige stykker ikke saa ganske ulik den senere græske eller hellenistiske kultur, som oversvømmet Romerstaten især fra midten av det andet aarhundrede før Kristus, og som av Mommsen betegnes som indebærende en „Pandoras gave“. Naar man læser Theodor Mommsens ofte likefrem lidenskabelige skildring av alt det smuds, alt det aandelige sygdomsstof, som den sen-græske kultur førte med sig til Rom, — naar man lever med i den store tyske historikers dype sorg og smerte over Romerfolkets, det latinske bondefolks, begyndende og hurtig voksende indre forfald, da har man lettere for at forstaa Leo Tolstois forsvarsstilling overfor den vesterlandske kulturs invasion. En fremtidig Mommsen vil kunne skrive paa næsten lignende maate som det store russiske bondelands occidentalisering, like fra Peters tsars dage.
Naar jeg ser paa Tolstois liv fra dette synspunkt, da forekommer det mig, at netop de allerstørste verker i hans forfatterskap passer ind som led i kampen mot en invasions-hær, langt større og mægtigere end Napoleons grande armée. Det er ikke tilfældig, at den kjæmpemæssige fortælling „Krig og fred“, det verk, som først gjorde Tolstoi verdensberømt, er en gjenopvækkelse av den store forsvarskrig i 1812, som efter Tolstois mening (kanhænde den rette) ikke blev avgjort ved feltherrernes tapperhet og kløgt, men ved det russiske bondefolks selvhengivende utholdenhet og taalmod.
Og som han i „Krig og fred“ næsten uvilkaarlig (ti fortællingen vokste frem av en mindre plan) hadde forherliget det russiske bondefolks seier over Vesteuropas stolteste hærmagt, og over selve den geniale hærfører, som ifølge Tolstoi blot var et „historiens ubetydelige redskap“, saaledes
