Allikevel økes deres antal bestandig, misnøien vokser og har nu naadd arbeiderklassens millioner, hele nationens store flertal. De selv behøver blot at holde op med naivt at tro indenriksministerens erklæring, at det ene fornødne er, at politiet afsplitter den oprørske mængde og i nødsfald gir ild, forat alt skal bli rolig, — og De vil klart se, hvad der er aarsaken til det nuværende misnøie, som finder uttryk i uroligheter av større og større dimensioner.“ . . .
Hvad folket kræver for at bli rolig og tilfreds, skriver Tolstoi videre, er følgende:
1. Like ret for bønderne (som for de andre samfunds klasser).
2. Ophævelse av specielle forordninger, som tillater fravikelse fra landets almindelige lov.
3. Fri skolegang.
4. Religiøs frihet.
„Dette“ — heter det tilslut — „er skrevet av Leo Tolstoi, som i dette brev har forsøkt at uttrykke ikke blot sine egne tanker, men de bedste, de velvilligste, uegennyttigste, forstandigste menneskers mening — folk som alle ønsker disse ting iverksat.“
Endnu et aar senere, den 16. januar 1902, da Tolstoi var syk og trodde, han skulde dø, skrev han et sidste, endnu langt skarpere brev til tsar Nikolas, som et politisk testamente:
— — — — — „Hverken den rettroende kirke eller det keiserlige enevælde passer længere for nutidens Rusland. De kan ha passet før, da man trodde tsaren var en ufeilbar Gud paa jorden, som personlig styrte riket, men er ikke naturlige nu længer, da alle vet, eller snart vil vite, at en god tsar er blot en lykkelig tilfældighet, og at tsarer kan være, og har været, galninger og uhyrer som keiser Johan den fierde eller keiser Paul.“
„Og, for det andet, hvor god og vis en tsar end kan være, kan han umulig selv styre et folk paa 130 millioner, men maa la det styre av sine omgivelser, som bryr sig mere om sin høie stilling end om folkets vel . . . . . Enevældet er en forældet regjeringsform, som alene kan opretholdes
