saa med det ene øie like bortenfor dens mund, en strimmel blaa himmel mellem purpurfarvede skyer, og jeg tænkte paa, hvor skjønt det var deroppe.“
Tolstoi, som før Sofia Perovskis henrettelse lag, vaaken om nætterne og saa tydelig for sig, hvorledes hun la sit hode i repets løkke, hvorledes hun uvilkaarlig virret med hodet, til hun fik løkken like under strupen, og hvorledes stolen, som hun stod paa, blev trukket bort, og repet klemte strupens bløte bruskvæg like mot den haarde nakkehvirvel, saa blodet pludselig strømmet hende til hodet og hele hendes legeme sitret i krampe, — Tolstoi, som i søvnløse nætter hadde ligget med kvælningsfornemmelser og set for sig dette syn, fik ikke ro og fred i sin sjæl, før han hadde overbevist sig om, at selve døden, naar den først kommer, ikke er grufuld. Alting blir da matt, og alt det, som foraarsaker skræk, ophører at brøle over ens hode, og sjælen er let tilmote og har fred.“
„Sandsynligvis“ — tilføier Tolstoi — „føler lammet, som knases av ulvens tænder, eller fuglen i slangens mund, ikke andet end de mennesker, under hvis føtter bøddelen skyver stolen bort.“
Men oplevelsen av denne henrettelse (som forøvrig foregik langt fra Tolstois hjem) og av tsarens kloke og kjølige avslag av hans bøn, har, formoder jeg, for Tolstoi været som en indvielse til hans kamp mot Ruslands kirke og stat gjennem en hel menneskealder. Noget av den kvalfulde sindsbevægelse fra hine skjæbnerike dage synes hyppig at klinge igjen i hvad han senere skriver. Hans sjælestrenge hadde gjennem denne oplevelse faat den mægtige spænding og stemning, som senere holdt gjennem næsten tredve aar.
Da han næste gang skriver til tsaren, en ny tsar, Nikolas II, hele tyve aar senere, den 30. mars, 1901, er tonen en anden, og hans bøn til keiseren er en anden:
„Hvis uroligheterne blot skyldtes nogen slette og oprørske mennesker, vilde det være tilstrækkelig at gripe dem og kaste dem i fængsel eller henrette dem. Men gjennem tredve aar eller mere har dette været gjort med tusener: de er blit grepet, sat i fængsel, henrettet eller forvist i tusenvis.
