ved voldshandlinger, slike som har kjendetegnet Deres regjering, som forskrifterne mot Finland og bestemmelserne om at opretholde legemsstraf.“
Vi ser, at Tolstoi, naar det kom til stykket, motsat tsar Alexander i legenden, gjorde noget for at faa avskaffet de forfærdelige russiske prylestraffe. Han ender dette sidste brev med at kræve avskaffelse av særlove (som gjør bønderne til en underklasse). Han kræver frihet for dem til at utvandre, fri skolegang, fri religionsdyrkelse, og endelig frihet til at bruke jorden — ophævelse av privat eiendomsret til Ruslands jord. Saa langt var Tolstoi kommet den vesterlandske frihetsbevægelse imøte, tre aar før Rusland, efter tsardømmets svækkelse ved den russisk-japanske krig, fik sin begyndende folke-representation, eller riks-duma, og dermed traadte ind i de politisk civiliserte staters række.
Tolstoi var langt mere paavirket av vesterlandsk kultur end han selv blev sig bevisst. Han hadde begyndt at læse Rousseau og Voltaire i femten-aars alderen. Han fik sandsynligvis sin første sterke tilskyndelse til at bli lærer for bønderne ved at læse Auerbachs fortælling „Ein neues Leben“, efter hvad Aylmer Maude beretter. Hans iver for folkeoplysning, hans glødende forsvar for den frie bruk av den menneskelige fornuft, var vel av vesterlandsk oprindelse. „Jeg maa atter og atter gjenta (skriver han i et brev): fornuft, fornuft, fornuft! Der gives ingen anden vei til at naa sandheten.“[1] Han bevarte ganske visst like til det sidste en sterk fordom mot vesterlandsk politik, uttalte sig mot politiske partier næsten som Henrik Ibsen hos os, og vilde vel helst, hvis der skulde være nogen regjeringsmyndighet, ha en landsfaderlig (helst dog blot kommunal) regjering. Men han gjorde dog indrømmelser, naar det kom
- ↑ Brev til Feinermann, november 1894. Aylmer Maude, Life of Tolstoi, II, 498.
