Side:Leo Tolstoi.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dommer, det var ikke længer nok. Han længtes efter en større familie, hele det tungtarbeidende folk, disse fattige i aanden, ydmyge og sagtmodige, som han næsten uvilkaarlig hadde gjort til de mest sympatiske skikkelser i sine fortællinger.

Ja, han grepes, synes det, av en dyp trang til samfølelse ogsaa med arbeidsdyrene, — med den taalmodig trællende hest, som, naar den blot faar mat og søvn, er like oplagt til arbeide hver morgen, og som ikke gjør motstand mot uret[1].

Er det ikke den store digter, det altomfattende hjertelag, den altmedvidende fantasi, som her har krævd sin ret? Det var sikkert ikke av alderdomssvækkelse eller avtagende livskraft, at en digternatur, som hadde en dyp trang til samfølelse med alt levende, mere og mere fandt en priviligeret herremands kaar altfor trange. Det var, tror jeg, ikke mindst ut fra denne sin digternatur, at han længtes over fra de priviligertes lille, forholdsvis snevre kreds, til det store millionsamfund, som bar de priviligerte oppe paa sin brede, taalmodige ryg.

Det var, som om lykken vinket ham fra de lidendes samfund, fra dem som arbeider og er besværet. Lykken var at være der, hvor de var; lykken var at leve som en av dem, av sine egne hænders arbeide, være en av samfundets bærere, en av dem, som staar nederst nede paa jorden og bærer hele den høie sociale overbygning. Lykken laa i inderlig samfund med disse bærende, taalende, utholdende og opholdende kræfter. Fra kultursamfundets kunstige overbygning længtes han efter at stige ned paa jorden og være med at bære og lide og taale.

Forholdet mellem over- og underklasse viste sig for ham

  1. Om hans fortrolige forhold til hestene faar man et indtryk gjennem Aylmer Maude’s beretning fra et af Turgenjevs besøk paa Jásnaja Poljána. De to digtere gik en tur paa eiendommen, og da Tolstoi fik se en gammel utslitt arbeidshest, som gik og græsset, begyndte han at kjæle for den og snakke med den som man snakker med et litet barn. Han gav dens tanker og følelser ord paa en saa slaaende maate, at Turgenjev tilsidst raabte: „Leo Nikolajevitsch, De har ganske sikkert engang selv været en hest!“