skynde sig og aapne alle vinduer. Men tænk, den gamle moralist er allikevel glad i god lugt. Naar han gaar hjem fra slaataannen, tar han gjerne en haandfuld græs og lugter paa det henrykt. Om sommeren hærer han altid med sig en vellugtende blomst, han har den foran sig paa bordet, han hærer den i haanden eller stukket ind i skindbeltet. „Det er med usigelig glæde, han trykker den til sine næsebor,“ sier hans svoger og biograf. „Og det blik, han da fæster paa sine omgivelser, har en sælsom og forunderlig blidhet.“
Dette fik nu endda saa være. Men Meresjkovski vet endog at berette, at han har en svakhet for franske parfumer. Grevinde Tolstoi, som kjender hans svakhet, passer altid paa at lægge en lugtepose i hans linnedskap. Behøves der mere vidnesbyrd for, at Leo Tolstoi er rent ut en sybarit?
Alle disse smaatræk, som Meresjkovski anfører efter Tolstois svoger og biograf, Bjehrs, hvem Meresjkovski finder uhyre naiv — disse smaatræk viser, at Tolstoi fra femti aarsalderen av, da han gjennemgik sin avgjørende religiøse krise og blev den store etiske forkynder, fremdeles vedblev at være sund og kraftig og elskelig i sin brede menneskelighet. Enkelte av disse træk, som glæden i blomster, minder jo om Bjørnsons Adolf Sang i „Over Ævne“, vel den skjønneste religiøse skikkelse i den nyere literatur. Ogsaa det træk, at Tolstoi vilde gi bort al sin formue, men at hustruen ikke vilde tillate dette av hensyn til barnene, ogsaa dette minder jo om Adolf Sang og hans hustru.
Vi kommer her netop til det punkt, hvor Meresjkovksi naar høidepunktet i sin anklage mot Tolstoi, og i sin mangel paa forstaaelse. Toistoi fandt sig nemlig i at bli boende paa sit gamle herresæte og bli anset som en inkonsekvent og svak mand, som ikke formaadde at leve helt ut efter sine teorier. Vi skal straks se, hvorledes hans anklager bedømmer dette træk.
Meresjkovski indrømmer flere ganger, at Leo Tolstoi med al sin gru for døden var en fysisk modig mand, tapper i Krimkrigen og frygtløs som jæger. Paa en bjørnejagt fik han engang binnen over sig og følte dens tænder i sin tin-
