kanske ikke nogen ytring av svakhet, men tvertom av over flødig livskraft, ... „den ytterste koncentration av aandelighet“ — mens Tolstoi eier et „likesaa hellig, dæmonisk overmaal av kjødelighet, av fysisk styrke, av tordenagtig frembrytende livskraft.“
Hvor let har ikke vi jordbundne Vesterlændinger for at tilgi Tolstoi, at sjælen ikke hos ham var saa „gjennemskinnende“, og at han ikke hadde en saa hellig og hemmelighetsfuld sygdom. Eller at han efter Meresjkovskis mening var altfor lunken, altfor litet yderliggaaende som idealist. „Tolstoi har altid, ialfald i sine handlinger, undgaat yder ligheter,“ sier Meresjkovski, „mens Dostojevski selv tilstod, at han altid gik til den yderste grænse og over grænsen.“ Det irriterer den strenge kritiker, at Tolstoi var saa „sindig og selvbehersket“, om ikke i teori, saa dog i handling. Han er „et menneske, i hvem den feige middelvei, den aandelige lunkenhets djævel, har feiret sin sidste og største seier“, „en mand, som lever i en skrikende løgn,“ — fordi han nemlig ikke driver sin idealisme ut paa den ytterste pynt og blir en ny Franciscus av Assisi eller en ny Ruslands hellige Alexéi.
Der er intet, som kan bringe Tolstoi nærmere til os Vesteuropæere end denne daddel. Han er altsaa ikke nogen logisk gjennemført selvofrer som Søren Kierkegaard eller Ibsens Brand. Ingen legemliggjort ensidig teori. Heller ingen neurasteniker, som sin store samtidige Dostojevski. Ganske visst har ogsaa Leo Tolstoi med sit lidenskabelige naturel gjentagne ganger hat alvorlige og endog livsfarlige sjælelige kriser. Efter det store religiøse vendepunkt i hans liv blev han syk og følte sig endog fristet til selvmord. Men denne nedstemthet varte ikke længe, sier Meresjkovski. „Den var vel ikke saa alvorlig“. Da hans svoger Bjehrs, efter flere aars fravær, besøkte ham paa Jàsnaja Poljàna elter den religiøse krise, fandt han vistnok Tolstoi graanet og mere stilfærdig og vemodig end før. Det smittende glade humør, som altid før hadde utmerket Leo Nicolajevitsch, syntes at være forsvundet. Men dette var bare det første indtryk. „Da Tolstoi saa, at jeg var forstemt over hans
