Galilæer“, og som har skrevet et verk om keiser Lillian, vil repræsentere kjødets og aandens forening, det „tredje rikes“ kultur!
Denne Ibsens tanke om det tredje rike optræder hos Meresjkovski i en forunderlig haardkokt skikkelse, som en tungtfordøielig formel, der skal løse alle sfinxens gaader og gjøre det russiske folk til verdenskulturens frelser.
Det gjør et næsten komisk indtryk at se den av Heinrich Heine og senere av Henrik Ibsen optagne Saint-Simonistiske tanke om en harmonisk forening av sensualisme og spiritualisme anvendt paa en saa skematisk maate. Men allikevel er jeg den russiske forfatter taknemlig for anvendelsen paa Tolstoi. Naar jeg nemlig ser, at Tolstoi paa en saa høit begavet mand som Meresjkovski, og efter dennes sigende endogsaa paa Turgenjev og Dostojevski, har gjort indtryk av at være en kraftfuld egoist og en jordbunden elsker av den legemlige verden, en mand, som forstod at glæde sig ved livet like til det sidste, da han levde et enkelt og nøisomt arbeidsliv, — da føler jeg mig beroliget med hensyn til Tolstois aandelige sundhet. Han er altsaa ikke nogen „middelalderlig“ asket, heller ikke nogen overnervøs hysteriker og epileptiker som hans store samtidige Dostojevski. Ingen overspændt selvofrer, som gjør idealet saa høit, at vi andre almindelige dødelige ikke kan ha ringeste haab om at naa det. Han er, sier Meresjkovski, en egoist indtil hjerteroten. Her kan jo ogsaa vi andre følge med. Vi trodde ikke han stod os saa nær! Endog i sin forsagelse av kjøtspiser og anden animalsk næring er han allikevel en „raffinert epikuræer“, mener Meresjkovski. Ti han sørger bestandig gjennem legemsøvelser for at ha en udmerket appetit! Se, det kan ogsaa vi Vesteuropæere være med paa. Det er næsten, som om Meresjkovski i visse øieblikke forstøter sin store landsmand og skyver ham over til os. Meresjkovski elsker derimot og idealiserer Dostojevskis epilepsi, den „hellige“, „dæmoniske“ sygdom, som gjorde „sjælen mere gjennemskinnende hos ham end hos andre men nesker, saa han kunde se, hvad aldrig nogen før ham hadde set“. Dostojevskis „hellige“ sygdom var, sier Meresjkovski,
